Ny klubhuschef

Keld Juul Nielsen er blevet udnævnt til klubhus-chef.

Han er en mand i sin bedste alder – altid klar til at slå et slag for Hobro Roklub. Hans evner til at sætte andre i gang med at bestille noget stammer fra årene som leder af Hobros campingplads, Gattenborg.

Tidligere har han boltret sig som leder af camping-pladsen i Vorbasse, hvor han udførte store bedrifter som kommandør ved Vorbasse Krigshavn. – Da trangen til at blive til noget mere var stærk nok, flyttede han og hustruen til Hobro, hvor det snart rygtedes, at en energisk og fremsynet mand var kommet til byen.

Siden 2008 har Keld vist sine evner til at få en ro-besætning til at bestille noget – men ikke til at tie stille - og det er derfor med store forventninger til hans evner, at vi byder ham velkommen som den fremsynede og driftige leder, han helt naturligt er.

 

Hjerteligt velkommen til Keld på en udsat post

Årets roer 2009 - Thomas Otte

Det er en pris der gives hvert år, til en der har bemærket sig på en eller anden vis, og Thomas har næsten ikke andet. Han har faktisk fortjent pokalen i rigtig mange år ved at være meget synlig og aktiv i klubben. Thomas har siddet i bestyrelsen i tusind år (jo - både Thomas og klubben holder sig godt), været instruktør, sørget for Polo-kajakker i svømmehallen, lavet rigtigt meget arbejde på bygninger og materiel igennem årene, tjent mange penge ved Polo-arrangementer (efterskoler, polterabend m.m.), skaffet kran til bro-op/nedtagning til billige penge m.m. Kort sagt en person der kan ALTING, og gør det.

Velfortjent tillykke til Thomas med pokalen, som blev overrakt af Søren ved standerstrygning. Se flere billeder fra dagen i galleriet.

Motionsroning fortsat i 3. division

Også i oktober holdt roerne gejsten oppe. Blandt 50 klubber, der deltog i den 7. og sidste runde af DFfRs Motionsturnering, sluttede Hobro i 3. division - fortsat rigtig godt placeret.
Resultater og reportager fra oktober - og tidligere måneder - kan ses her på Dansk forening for Rosport

Tag værktøj med 28/11 eller 29/11

Så har vi igen brug for Jeres støtte, idet vi skal videre med vores tilbygning til klubhuset.

Lørdag, den 28/11 fra kl. 9.00 Søndag, den 29/11 fra kl. 10.00 Thomas og skiftende besætninger er allerede nået langt, så vi nu er klar til at beklæde tilbygning, men der er stadig meget andet at lave.

Kik forbi og se om du kan yde et bidrag, på en eller anden måde.

Det er en lidt svær fase vi er kommet til, da nogle opgaver kræver at andre er færdiggjort, så bliv ikke skuffet hvis du møder op i løbet af dagen, og ikke lige kan komme til at hjælpe med det samme. Afhængig af fremmødet lørdag, får vi måske først brug for din hjælp senere på dagen, eller om søndagen, så vær venligst lidt åben og fleksibel. Bortset fra de byggetekniske opgaver, kan der jo f.eks. også være behov for et køkkenhold til forplejningen, eller en hjemmebagt kage til kaffen.


Lørdag, starter vi med byggemøde om arb.opgaver og morgenkaffe med rundstykker kl. 9.00 Søndag er der ikke morgenkaffe, da vi starter så sent. Tag lidt værktøj (bore-/skruemaskine ?) med i bagagerummet, hvis du skulle få brug for det.

Klubudviklingsarrangement flyttes til 16. januar

Af efterårets nyhedsbrev fremgår det at bestyrelsen har planlagt en klubudviklingsaften mandag d. 16/11. Sammen med breddekonsulent Lars Henrik Petersen fra DKF, der skal hjælpe os med arrangementet og processen, har vi imidlertid besluttet at flytte arrangementet til lørdag d. 16/1, fordi vi har brug for mere tid end en hverdagsaften, hvis vi vil have et resultat vi kan bruge. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen. I skal selvfølgelig nok høre meget mere om arrangementet, når vi har fået mere styr på indholdet, men det er vigtigt at understrege at det er et arrangement for alle medlemmer, og vi vil gerne opfordrer så mange som muligt til at deltage, så vi kan gøre vores klub til et endnu bedre sted at være.
Motionsroning rykket op i 3. division
September måned var god for inrigger-/outrigger-roningen i klubben.
Det har afspejlet sig i, at Hobro er rykket 11 pladser op i DFfRs motionsturnering - fra 4. division nr. 9 til 3. division nr. 8.
Læs herom på roning.dk Nu bliver det spændende, om stillingen kan holdes her i oktober ....!
Hobro Ro- og Kajakklub, Nordre Kajgade 11-13, 9500 Hobro - CVR.nr. 29719691
Lav din egen hjemmeside med mono.net